I min mark af brændenælder

 

Jeg har været igennem en meget svær beslutningsproces. Det gør ondt at vælge noget fantastisk fra i et forsøg på at vælge noget bedre til. Jeg kender mange mennesker som kan stå ”der” i afsindigt lang tid, lammede af manglende handlekraft.

 

Det er en hårdt sted at stå, man er ikke lykkelig, men man ved også at man er nogenlunde og for at komme fra ”nogenlunde” mod lykkelig, skal man gennem uvisheden og uvisheden, det ved vi alle, den er helvedet på jord. Derfor kan ”nogenlunde” forblænde os fra virkeligheden. Der har jeg stået længe. I et parforhold med en mand jeg elskede passioneret, men med en voksende frustration og forståelse af at vi nok aldrig kommer til at ville det samme med livet. At vi, uden at ville det, ofte bliver en forhindring for ”den anden”.

 

Det tog jeg konsekvensen af for 3 uger siden og det har været et skræmmende frit fald. Jeg mistede omgående appetitten (aldrig sket før), enten kunne jeg slet ikke vågne, ellers var det umuligt at falde i søvn, begge dele selvfølgelig på de forkerte tidspunkter. Alle bekymringerne væltede ind over mig og sendte mig til tælling. Var det den rigtige beslutning. Havde jeg kæmpet nok. Kunne jeg have gjort mere. Min hjerne har kørt i heftige cirkler i et meget lille loop. Min hjerterytme er et studie i sig selv.

 

Og savnet. Savnet har været det værste, jeg mistede jo ikke kun min kæreste men også trygheden, duften, smagen, nærheden og alle de gode ting, især mistede jeg den daglige adgang til min bedste ven. Savnet forstyrrer mit kompas. I desperat savn er det umuligt at holde et begavet focus, savnet trækker mig i den forkerte retning. Find ham. Hent ham. Ring ham. Smag ham. Savnen er ikke særlig saglig, savnen er tryghedsnarkoman. I desperat savn er jeg som en narkoman på jagt efter næste kortsigtede fix.

 

I hælene på savnet kommer frygten.  Hvad skal der blive af mig. Kan jeg nogensinde få det jeg virkelig drømmer om? Bliver jeg ensom? Er jeg total urealistisk i mine forventninger til livet? Hvad var min andel, hvad er min lærdom? Og så videre, og så videre og så videre. Og så forfra igen. Til man har lyst til at slå hovedet ind i væggen.

Jeg har haft et pejlemærke som hed: “Alle gør det bedste de formår i enhver given situation. Tilgiv, også digselv. Fortiden kan ikke ændres. Fremtiden kan ikke spås. Vær KUN i nu´et” – det har hjulpet mig meget. Og yoga. Og veninder. Og min mor. Åh gud hvad skulle man gøre uden disse kvinder?

 

Jeg fandt handlekraften til at tage ansvar for min situation og mit liv. Jeg tog ansvar og det er jeg stolt af. Jeg trådte i karakter og tog en svær beslutning om aldrig at ville nøjes. Jeg valgte noget fantastisk fra, i håbet om at give plads til noget bedre. Det er min styrke og min achilleshæl.

 

Jeg møder mange som står i samme eller tilsvarende situation som mig, som ikke er i stand til at mobilisere den nødvendige handlekraft. De spørger alle sammen, ”Hvordan turde du” og ”Er du sikker på at det var det rigtige at gøre”… Og for høvlen altså, jeg turde næsten heller ikke, men jeg turde heller ikke lade være. Og NEJ, jeg er ikke sikker, jeg er i konstant tvivl, det er jo derfor jeg har lidt så meget i processen, men jeg kan skimte noget bedre forude og jeg skal “bare” holde kursen. I morges vågnede jeg endelig med lidt ro i min krop, mit hjerte og min hjerne. Puha, jeg håber den bliver lidt, roen.

 

Jeg giver dig lige mit billede af “Beslutningens smerte”..

 

Du står i en mark af brændenælder. Du løfter den ene fod for at undgå at brænde dig, men brænder selvfølgelig den anden fod imens. Den bærende fod bliver træt og du bliver nødt til at skifte fødder. Nu brænder du dig igen og det er temmelig frustrerende for dig. Du kan bliver stående så længe du vil og brænde dig lidt HELE FUCKING TIDEN. Hver eneste gang du skifter fod brænder du dig, lidt. Alternativet er at begynde at gå gennem brændenælderne, trampe derudaf, men det gør rigtig nas. Nu er det ikke kun fødderne du brænder. Du brænder dig overalt og konstant. Indtil du pludselig står på en smuk græseng og brændenældemarken er bag dig. Jeg kan endelig skimme udgangen på min brændenældemark. Jeg ved at jeg bliver ok. Jeg ved at kærligheden og lykken venter forude og jeg ønsker dig en god tur hvis du skal gennem det samme. Du skal vide at jeg har gået denne seje vej et par gange, det betaler sig ALTID.

 

Kh Michelle. Selvstændig. Mor til to. Meget tæt på 40 år. Single.

 

PS: Jeg vil altid gerne læse dine kommentarer på min blog. I dette tilfælde dog kun generelle kommentarer om kærlighed, krise og parforhold. Jeg ønsker ingen kommentarer om dette specifikke forliste forhold. Jeg elsker og respekterer stadig manden højt, kun han og jeg ved hvad vi har og har haft. Mit billede af ham som et smukt og fantastisk menneske forbliver intakt. Derfor takker jeg “nej tak” til selv de mest velmenende kommentarer specifikt “om os”.

(Bloggen er fra MichelleHviid.dk sep 2011)